Hop til indhold

Marie Louise er arrangementskoordinator i grundskoleteamet, som består af ca. 40 læringskonsulenter og tre fuldmægtige, og de holder til i Center for Udgående Kvalitetsarbejde på den tidligere Østre Skole i Holbæk. 

”Jeg er især glad for at arbejde tæt sammen med læringskonsulenterne, som hver især er faglige eksperter på deres område. Det er virkelig inspirerende at se, hvordan de brænder for deres område, og jeg elsker at understøtte dem for at kunne skabe den bedst mulige undervisning for eleverne i grundskolen.”

Marie Louise er uddannet bachelor i socialvidenskab og psykologi, og til daglig sørger hun for at holde styr på tilmeldinger og selve brugeroplevelsen af arrangementerne, som læringskonsulenter afholder samt deres udgående aktiviteter. Derudover har hun en del samarbejder på tværs af STUK:

”Min rolle er tværgående og består en del af at understøtte læringskonsulenterne i planlægningsprocesserne af deres udgående aktiviteter. Derfor arbejder jeg også med prøvekontoret i mit arbejde med emu-respons, og kommunikationsteamet når vi skal kommunikere om vores arrangementer.”

Kreativitet, tid med kollegaerne og ”CUK’ces cafeer” er noget, Marie Louise prioriterer i sin hverdag:

”Jeg kan rigtig godt lide at samarbejde med mine kollegaer, og især møder, hvor vi kan brainstorme og tænke kreativt, giver mig blod på tanden. Hvis man kombinerer det med noget tid til fordybelse og tid til at kunne løse og dykke ned i opgaver, så synes jeg, det er en god dag.”

Ved siden af arbejdet i Center for Udgående Kvalitetsarbejde bruger Marie Louise en del tid på at lave keramik og undervise på aftenskole også i keramik.

Om Center for Udgående Kvalitetsarbejde

Centeret har fokus på at understøtte dagtilbud, grundskoler, FGU, erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser i deres arbejde med at fremme børn og unges faglige fremskridt og trivsel. Centeret har et stærkt og professionelt læringsmiljø, hvor opgaveløsningen og arbejdsredskaber er i løbende udvikling.

Sidst opdateret: 21. maj 2024